Globalisering er et vidt begreb. Det viser mange af de artikler der er skrevet omkring dette emne det seneste år. Jeg undres dog over den ofte populistiske tilgang der gennemsyrer mange artikler. Fænomenet kan dog forklares. Globalisering er så vidt et begreb, at konsekvenserne af globaliseringen skal belyses snævert. Det er derfor på tide at globaliseringsdebatten bliver mere kvalificeret og nuanceret.
Hvor ofte har vi ikke læst, at ”globaliseringen kræver at vi tør tænke nyt”, at vi skal ”vinde det globale kapløb på viden, kreativitet og godt købmandskab” og at mange danske virksomheder ”ikke ved hvordan man kommer fra overskrifter til en konkret og fremadrettet strategi”?
I den forbindelse er det på sin plads at definere ordet strategi. Jeg refererer til Berlingske Nyhedsmagasin nr. 28, der i deres artikel ”I har misforstået hvad strategi er” citerer professor Michael Porter for følgende udsagn om hvad strategi ikke er:
Det er ikke at være den bedste eller største i et marked, at ville konsolidere en branche, at outsource, at lære og forandre organisationen, at internationalisere, at fusionere, at vokse og at strategi ikke er det samme som en vision.
Ifølge Michael Porter er en strategi en bevist handling for at skabe en enestående og længerevarende konkurrenceposition på markedet. At differentierer sig.
Bemærk at ordet ”godt købmandskab” ikke blev nævnt i denne definition.
Skal vi vinde det globale kapløb? Sludder! Skal vi forbedre vores relative konkurrenceevne? Absolut! Hvad er ”godt købmandskab”? En floskel! Er det nok, at vi er mere kreative? Nej!
Fra politisk hold har vi behov for at fremme innovationen i Danmark og øge den produktive anvendelse af den viden vi allerede har og skaber, således at vores konkurrenceevne og effektivitet øges i forhold til relevante markeder og konkurrenter.
Jeg vil endvidere påstå, at vi i erhvervslivet godt ved hvordan vi kommer fra overskrift til handling – for de fleste virksomheder er styret af en vision og en strategi, der differentierer dem fra konkurrenterne.
Et brand er også en måde at skabe en vedvarende differentiering på. Spørgsmålet er om det er muligt at skabe globale brands i en stadig mere multikulturel verden? Blandt de nye mega trends der påvirker et brands ”egenkapital” er den kendsgerning, at målgruppen ikke længere er snævert definerede, at vi ikke længere blot kan anvende traditionel markedsføring, at et brand skal have flere facetter og der skal investere flere penge i at skabe og vedligeholde et brand. Alt dette kræver helt nye kompetencer indenfor ”brand management”, en disciplin som ikke blot kan lægges ud til et reklamebureau, men skal være grundfæstet i virksomhedens DNA.
Globaliseringen ligger pres på balancen mellem virksomhedens ”identitet” og behovet for markedstilpasning. Skal identiteten bevares i en multikulturel verden, så kræver det store og langvarige investeringer i brand identitet. En pris som mange virksomheder ikke er klar til at betale, og hvor en markedstilpasning er den korte vej til etablering på nye markeder. Men det åbner netop ”døren på klem” for konkurrenterne. En produkt-idé kan relativt hurtigt kopieres, og viden kan erhverves. Men et brand kan meget sjældent kopieres, og skaber dermed en varig konkurrencefordel.
For at øge investeringerne i et brand kræves en øget indtjening. Derfor skal virksomhederne bevist gå efter at høste globaliseringseffekten. Jeg kan nævne to områder hvor det er oplagt at tænkte globalt.
1. Udviklingsomkostninger er hos mange virksomheder en stigende andel af omsætningen. For at bevare konkurrenceevnen skal der derfor findes nye veje til at øge output fra udviklingsafdelingen samtidig med at udviklingsomkostningerne reduceres. Det er derfor nødvendigt at sende stadigt flere udviklingsopgaver til udlandet. Typisk er det mere ”mekaniske” delopgaver i et udviklingsprojekt, hvor de centrale opgaver beholdes i Danmark. En anden måde er at tillade større grad af eksperimentering indenfor især forbrugerrettede driftmæssige funktioner.
2. En global produktionsstrategi, så kapacitetsudnyttelsen bliver optimal og lønomkostningen reduceret. Dette gælder både humankapacitet og produktionskapacitet.
I den forbindelse er det bekymrende at læse, at hele 75 procent af de danske ledere ikke har konkrete planer om at flytte job til udlandet. Dette viser en rapport fra Ledernes Hovedorganisation. Men der er ingen tvivl om, at der med årene vil flytte flere og flere arbejdspladser med lavt vidensindhold til udlandet. Opgaven er at skabe endnu flere kompetencetunge arbejdspladser i Danmark i den samme periode.
Mange virksomheder ønsker desuden at tiltrække dygtige talenter – også gerne fra udlandet. Det sidste umuliggøres af vores skattesystem.
Lysten til at skabe noget nyt via innovation og risikoen ved at kaste sig ud i de for Danmark så vigtige innovationsprocesser, belønnes simpelthen ikke tilstrækkeligt. Det danske arbejdsmarked og vores skattesystemet har ikke et indbygget incitament for entreprenører og innovatører til at starte egen virksomhed. Dermed overdrages opgaven til de etablerede virksomheder – og det er bare ikke godt nok. Politikernes visioner for Danmark bør fokusere på hvordan vi kommer fra samfundsmæssig velfærd til samfundsmæssig velstand.
Gradvist vil produktion op til en vis kompleksitetsgrad flytte til andre lande, hvor produktiviteten er den samme eller højere, men lønudgiften er væsentlige lavere – også selvom det kun er for en kortere periode på 10-15 år. Derfor har danske virksomheder kun en vej. De skal fortsætte med at styrke deres unikke kompetencer og øge investeringen i innovation og brand.
Det danske samfund har brug for mere risikovillig kapital og et skattesystem samt erhvervsklima, der direkte opfordre unge til at søge relevante uddannelser og gå målbevidst efter at realisere deres lyst til at skabe nye innovative produkter, processer og ydelser og dermed nye og mere videnstunge arbejdspladser i Danmark.
Kommentarer
Send en kommentar