Dette foto er en milepæl for mig. Foto er taget med et gammelt Nikon FE kamera med en Ilford FP4 Plus film. Jeg har længe drømt om atter at fotografere analogt og dermed skulle reflektere mere over kameraindstillinger og komposition, idet jeg jo ikke kan se billedet før det er fremkaldt!
Filmen har jeg fået fremkaldt hos Laboratoriet i Nannasgade, hvorefter jeg skulle finde en metode til at få negativerne digitaliseret. En måde er at investere i en decideret negativ skanner såsom Nikon Coolscan - de koster dog en formue. En anden metode er at købe en flatbed skanner såsom Epson V750 og noget professionelt skanner software - også en dyr løsning. Men via Nikon Fotografer gruppen på Flickr fik jeg et link til en video på You Tube - "How to Scan Film with a DLSR", hvor jeg blev præsenteret for en super smart og gratis metode!
Ideen er simpel. Du tager din PC monitor og lægger den ned på bordet. Så vælger du programmet Word og et nyt dokument. Få det til at fylde hele skærmen og vupti - nu har du et lysbord med en ensartet lyskilde. Så tager du to ruller tabe som er ca. 1 cm. høje og har en stor diameter. Imellem disse to ruller tabe placerer du din stribe negativer. Så placeres tabe og negativer på "lysbordet". Du skal ikke bare lægge negativerne på skærmen, idet skærmens pixels ellers vil være at se på negativet, når du affotograferer negativet!
Herefter tager du dit digitale spejlreflekskamera samt et makroobjektiv (du skal tæt på negativet). Anvend et stativ, så kameraet ikke udsættes for rystelser. Placér objektivet så tæt på negativet som muligt og fokuser. Sæt kameraet på tidsudløser og tag et billede. Nu har du en digital udgave af dit sort/hvid (eller farve) negativ. Denne fil importeres så i et fotoredigeringsprogram, hvor du kan invertere negativet til et positiv og starte din redigering. Det er simpelthen smart og kvaliteten er god! Værd dog opmærksom på, at filen fylder meget. Ovenstående billede fylder 228 MB i TIFF format!
Lidt teknik: Jeg anvendte et Nikon D300 monteret med et AF-S Nikkor 60mm f/2.8G ED Micro objektiv. Eksponeringen var på 1/5 sekund ved blænde f/14 og ISO 200.
Kommentarer
Send en kommentar