Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Dag 31 - Camilla & Christian i sneen

Så er den første måned klaret i mit "Projekt 365". Dette fejrer jeg med et par fotos af mine dejlige unger. Natten til i dag faldt der en hel del sne i Lyngby, og det var derfor naturligt, at vi var ude og lege i sneen. Camilla er lige fyldt 17 år og er fortsat meget interesseret i at fotografere. Efter gymnasiet planlægger Camilla at uddanne sig til fotograf (far er meget glad). Christian er 12 år og meget glad for at spille computer med alle sine venner. Men Christian er også altid parat til udendørs aktiviteter, og som I kan se på fotoet, så varer det ikke mange sekunder før der fløj en snebold efter far. Ved begge fotos har jeg anvendt den indbyggede flash. Det er altid en god idé, når der fotograferes motiver i meget hvide omgivelser, idet kameraets lysmåler ofte tager højde for alt det hvide og derfor undereksponerer det faktiske motiv. Husk også at tilføje manuel eksponeringskompensation på +1-2.

Day 30 - Ørholm Mølle

Jeg er meget trær i øjeblikket (20.55). I dag var dagen for min første 3 timers spinningsmarathon, og den blev gennemført. FirnessWorld havde planlagt denne spinningsmarathon i alle deres centre for at støtte op omkring Landsindsamlingen. Alle deltagere betalte 50 kr. per time og instruktørerne donerede deres løn. Men det tog godt nok på kræfterne, så dagens foto er derfor "kun" vores smukke mølle - Ørholm Mølle, som jeg snuppede et foto af i forbifarten dag Lucca blev luftet.

Dag 29 - Arlander

I dag var sidste dag på salgskonferencen. Så dagens foto bliver fra Arlander lufthavn, hvor en række snerydningsmaskiner er på vej retur fra startbanen. Jeg har konverteret til sort/hvid via et lag og justeret de enkelte "farve" kanaler for at få en god sort/hvid udgave. Herefter er 30% af det oprindelige farvefoto trukket frem via det underliggende lag. Også Danmark og København blev ramt af et voldsomt snevejr i dag. Heldigvis ikke før efter at vi var vel anskommet til Kastrup. Men på få timer faldt der 10 cm sne her i Lyngby, og det sner fortsat.

Dag 28 - Arken i Stockhom

Billedet her er taget med min iPhone! Herefter er det blevet behandlet med iPhone applikationen "Perfectly Clear", men er ellers leveret direkte fra mobiltelefonen til bloggen via mail. Motivet er det flotte hovedkvarter for Posten Norden AB - beliggende i Stockholm. Det er en arkitektonisk perle - specielt indenfra. Vintervejret var helt fantastisk i Stockholm, er det er nu en ganske smuk by - også dækket i et flot lag sne. Jeg vil gerne til Stockholm i privat regi og anvende et par dage på at fotografere bygninger, idet der er rigtig mange flotte bygninger - nye som gamle i Stockholm. Det er sjældent, at man ser en bygning med synlige mursten. Ofte er facaderne pudsede og malet i naturfarver. Det giver et helt andet "roligt" bybillede.

Dag 27 - Flyvindue Outlook

I de sidste 3 dage har jeg været på en salgskonference i Stockholm. Desværre var det meget besværligt at uploaded foto, så jeg valgte at gemme dette til jeg var hjemme igen. Det væsenligste er også, at fotoet er taget på dagen og ikke hvilken dag jeg lægger det ud. Fotoet fra den 27.1 er et kik ud af mit flyvindue på et snedækket landskab kort før vi lander i Stockholm. I Photoshop har jeg konverteret til sort/hvid (4 monokrome nuancer) og via Levels justeret kontrasten. Til slut har fotoet fået et grafisk "look" via Posterize funktionen. Det er skønt at være hjemme igen og se familien. I morgen er det dagen, hvor jeg skal "cykle" min første marathon (3-4 timer) på en spinningscykel.

Dag 26 - The Beast Within

Inspireret af andre fotokunstnere, så forsøgte jeg selv at konstruere en fotomontage. Mit mål var at lave et dystert foto, der kunne illustrere "det indrer bæst", som findes i alle mennesker. Jeg skal ikke trætte jer med teknikken, men blot nævne, at det involverede to fotos, der er sat sammen og bearbejde igennem flere lag og teknikker i Photoshop.

Dag 25 - Endnu et selvportræt

Den oprindelige tanke bag et "Projekt 365" er at tage et foto af sig selv hver dag, men jeg har redefineret dette til at jeg skal tage et foto hver dag. Dette betyder, at man tvinges til at tænke "motiv" i mange hverdagssituationer for at finde en ny kreativ vinkel på en ofte ordinær situation eller genstand. I dag blev det så et selvportræt. Primært fordi jeg er meget tilfreds med mig selv (kan det ses på fotoet?) idet jeg klarede min første 2 timers spinning idag. Det var en dejlig fornemmelse både under og bagefter, og jeg følte, der var kræfter til mere selvom vi gav den "max gas".  Jeg kan varmt anbefale mænd i min alder (ja, i alle aldre) at starte på spinning. Det belaster ikke kroppen så meget som en løbetur, og giver tilsvarende forbrænding (eller mere). Senere vil min makker og jeg kombinere det med roning, så overkroppen også trænes. Det er et af mine personlige "Must Win Battles" i 2010 at komme i skarp form og smide 5 kg!

Dag 24 - Et Rum

Jeg er også aktiv på hjemmesiden photo.net. Hver måned får vi en udfordring og temaet for januar er "dit rum" med speciel fokus på soveværelser. Spørg mig ikke hvorfor dette tema er valgt, men jeg har taget udfordringen op og her er resultatet. Der er ikke anvendt flash. Det er kun lyset fra de to lamper ved siden af sengen, der bidrager til lyssætningen. Billedet er sammensat af to versioner (lys og mørk) og blandet sammen i PS via "blend mode pin light". Herefter er billedet konverteret til sort/hvid og tilsat et svagt grønlig skær. Endelig er der tilsat 8% støj og hjørnerne er gjort mørkere.

Dag 23 - Ørholm Mølle

I dag var en smuk vinter dag. Her er et blik ud over Mølleåen ned mod Ørholm mølle. Denne mølle har en ganske interessant historie, idet den oprindeligt blev opført til at producere korn - for senere at blive anvendt til at producere henholdsvis krudt og papir. Læs mere her NetogNatur . D300 med et Nikkor 12-24mm f/4G ED-IF AF-S DX Zoom. Yderligere data: ISO 200, 1/100 sek, f/11 og 24mm. I dage købte jeg også en licens til Noise NinjaPro 2.3 plug-in . Jeg har læst meget om dette plug-in, der anvendes til at fjerne støjdata i billedet. Og selv ved et billed som dagens foto, der jo er taget ved gode lysforhold på ISO 200, gennemfører programmet en synlig støjreduktion. Jeg er imponeret og kan derfor anbefale Noise Ninja Pro. Prisen er ca. 500 kroner incl. moms.

Dag 22 - Et mistelten blad

I dag er jeg komplet udmattet. Ethvert håb om kreativitet er forsvundet. Så alt hvad jeg kan præstere i dag er et mistelten blad - smukt indtørret - monteret på en strand baggrund. Ikke specielt kreativt - men hvad søren - det er fredag :-) Her er lidt læsestof til week-enden. Den unge journalist Gertrud Thisted Højlund , skriver nogle skønne små historier. Jeg er begejstret for hendes sprogbrug og evne til at komponere en god historie, med udgangspunkt i aktuelle emner og hverdagen.

Dag 21 - Et Sekund i Livet

Det er min datter's fødselsdag i dag  - 17 år! Det er kun nogle måneder siden, at jeg holdt Camila i mine hænder, og hun kikkede på mig med de der "hej far, her er jeg" øjne. Og hun er "her" i den grad. Huset er fyldt med teenage piger, der danser og synger. Vivi og jeg har sørget for god mad, snaks og lidt at drikke. Så de hygger sig gevaldigt. Så hvorfor et foto af en mønt, der er fanget mit i sin rotation? Jeg synes dette foto symboliserer, at hvad vi gør og hvordan vi er, kaster skygger i fortiden, som vi enten er stolte af eller helst vil glemme. I dag tænker jeg over hvordan vi har opdraget vores datter (skyggen) og den person hun er i dag; og lige nu (det fastfryste øjeblik) er jeg en meget stolt far. Jer er overbevist om, at Camilla bliver en smuk og stærk kvinde, der vil komme til at sætte sit præg på verden. Teknik: Igen en meget simpel opstilling: Et stykke hvidt papir, hvorpå jeg kaster lidt blødt lys fra højre (kontorlampe) og hårdt ...

Dag 20 - Det Specielle Par

Efter mit selvportræt i går - som jeg forøvrigt har fået rigtig fin tilbagemelding på - både personligt og fotografisk, så havde jeg lyst til noget helt andet. Igen er det svært at finde et motiv i vintermørket, men faktisk byder ens eget hjem på mange spændende motiver - de såkaldte "stilleben" motiver. Så jeg dykkede ned i fryseren og fandt en pose frosne bær. To af disse blev placeret på et stykke sort papir og så blev der ellers leget med lyset. Fotoet her er en kombination af to foto med forskellig belysning. Herefter er det konverteret til s/h og den røde farve i det ene bær er trukket frem igen. Tilsidst har jeg givet det hele en mørk kant for at få endnu mere fokus på bærene. De to bær symbolisere "det specielle par". Min teori er, at hvis man som par - i ægteskabet eller som venner - ligner hinanden alt for meget, så kan man efter en periode ikke tilbyde forholdet mere. Man går i stå. Hvis man derimod er alt for forskellig eller ligefrem modsætn...

Dag 19 - Mig

I dag var en stille dag. Min mail boks fik noget tiltrængt opmærksom :-)  Min datter og jeg havde planlagt, at vi ville skyde et par portrætter til vores fotodagbog. Gør mig en tjeneste og smut forbi Camilla's side på Flickr. Vi satter os op af en hvid væg, der var belyst nedenfra af en kontorlampe med en almindelig pære. Fra venstre belyste vi med en flash (SB-600 +0.3 i M mode). På kameraet sad et af mine bedste objektiver - Nikkor 50mm f/1.4D. Kameraet var sat til ISO 160. Ja, sådan ser jeg ud i en alder af 48 år. Tiden går så forb...... hurtig. Det er lidt bedrøvende at tænke på, at jeg med lidt held nu er halvvejs i livet. Med som jeg læste i et Piet Hein gruk engang - "Hvorfor bekymre sig om livet, der er alligevel ikke nogen der overlever det".

Dag 18 - En Gammel Whiskey

I dag har jeg været i gang med et større foto projekt - et produkt foto. Produktet er en fornem krystal karaffel med en dejlig gammel whiskey i. Jeg har ikke noget avanceret flash udstyr, så det var simple midler jeg anvendte. Først blev en rulle indpakningspapir anvendt som baggrund (den hvide side). Herefter placerede jeg en flash (SB-600) bag papiret og lod den skyde igennem papiret og flasken. En kontorlampe blev anvendt til at give scenen et varmt blødt lys. Herefter tog jeg flash'en og belyste scenen forfra. Disse to billeder kombinerede jeg herefter i Photoshop (blend mode = multiply). Så kom turen til at bearbejde selve billedet. Alt pånær karaflen blev tilsat "Blur", kontrasten blev justeres via "Levels" og karaflen blev udsat for en pæn omgang "Sharpening" for at opnå optimal skarphed. Jeg er selv meget tilfreds med resultatet. Hele processen tog vel 2 timer. Der skal arbejdes for et godt foto.

Dag 17 - Vinter Ikon II

I dag har vi bare hygget. Jeg har hængt et par billeder op (ikke mine egne) og et musikanlæg. Jeg har desuden anvendt lidt tid på - http://www.fotostart.dk/ - som jeg varmt kan anbefale. Men inden jeg havde set mig om, så var det tid til at skyde dagens foto. Endnu engang måtte jeg ud i naturen for at finde "dagens foto". Det var allerede mørkt, så jeg havde min Nikon SB-600 flash med. Et sted i sneen fandt jeg denne lille gren med visne blade på. Med en flash belysning fra venstre og en gadelampe fra oven fik jeg tilstrækkelig med lys. Beskæringen har placeret rækken af blade i den nederste tredjedel af fotoet (rule of third). Desuden har jeg i Photoshop ryddet op i scenen, så forstyrrende elementer såsom småsten og andre visne bladele etc. er fjernet. Endelig er der tilføjet en vignette i hjørnerne (bevist mere vignette i de øverste hjørner end i bunden) og et texture lag (en side fra en gammel bog) er tilføjet med blend mode "Multiply".  Texture laget har je...

Dag 16 - Vinter Ikon

I dag tog jeg mit Nikon D300 med et Sigma 70-200 mm f/2.8 zoom (svagt lys udefor i øjeblikket) og gik en lang tur sammen med Lucca. Forhåbningerne var høje - nu skulle jeg finde et fedt "dagens foto". Men himlen var grå og en kombination af vind og kulde satte sit præg på dagen. Det er nærmest som om alt levende holder vejret og venter på bedre vejr. Mit blik søgte op, og her fik jeg øje på en klase blade der hang løst i en anden gren og bare ventede på at gennemføre det sidste fald til jorden og forrådnelse. Et værdigt "ikon" for vinterens barske greb om Danmark og naturen.

Dag 15 - Et Dødt Insekt

Motivet er et dødt insekt fanget i nogle ganske få og tynde edderkopspind. Dette er ikke et øjebliksbilled på min sindstilstand :-) Dagen startede flot og godt, men sluttede desværre af med en dårlig oplevelse. Den må jeg bearbejde i week-enden, og hvad er bedre end at tilbringe tid sammen med familien, dyrke motion og fotografere en masse :-) Med en flash (SB600) har jeg belyst fra venstre side mens en glødepære lyser op fra højre side. Jeg har desuden tilføjet et "texture" lag for ekstra effekt. Jeg ønsker alle en god week-end!

Dag 14 - En Blå Fornemmelse

I dag var en god dag! Jeg havde flere gode møder og positive "sammenstød" med kunder :-) Det gav mig en indre ro.  Blå er en beroligende farve, der indeholder mange positive "symboler" såsom intelligens, stabilitet, fællesskab og konservatisme. Derfor har jeg ladet det blå lys skinne igennem denne glasprop fra en whiskey karaffel for at skabe en prisme effekt.

Dag 13 - En Rystet Mand

I dag var en barsk dag. Jeg skal ikke trætte jer med alle detaljerne, men en del hændelser drænede mig for energi. Selv en times barsk BodyBike (spinning) kunne ikke rette op på dette.  Så dagens foto er et portræt af "en rystet mand". Men en god nats søvn og jeg er klar igen. I morgen bliver EN GOD DAG!

Dag 12 - En Mørk Vej

Jeg var ude at spise med en kunde i aften, hvorfor det blev sent inden jeg kom hjem. Skyndsomt greb jeg mit kamera og Lucca (min hund), og gik ud i natten for at fange dagens foto inden midnat. Resultatet blev dette natfoto af en mørk vej, hvor en bil bliver foreviget med en lukketid på 1.6 sek, hvilket resulterede i de lange lyskegler - nærmest en tegneserie effekt (øjne på stilke) - samt reflektionerne i den våde asfalt. Vejlamperne danner en perlerække af lys, der giver fotoet perspektiv. Symbolikken er, at i det nuværende erhvervsklima er det svært at spå om fremtiden, og at det derfor kun er muligt at navigere på en kort tidshorisont.